Mikkel Andersen
Jeg går rundt i de store lagerhaller, hvor jeg har brugt mit andet sabbatår, og jeg kan mærke, at der skal ske noget andet.
I ørerne har jeg “Hvem er” af Pelle Peter – en podcast, der fortæller historier om danske musikere og deres vej til, hvem de er i dag.
Fortællingerne om mennesker, der engang ikke var musikere, men som er blevet det, de drømte om, giver mig en særlig følelse. De giver mig troen på mig selv. Først troen på at komme ind på Journalistik på SDU.
Sidenhen troen på at kunne komme igennem studiet, arbejdet og hverdagen. Og nu: troen på, at jeg kan lande en af de fedeste praktikpladser.
Jeg drømmer selv om at lave journalistik, der kan inspirere og bidrage til andres hverdag – på samme måde som de historier inspirerede mig. Også selvom jeg godt ved, at ikke alle dage føles lige så magiske, som de gør, når produktet står færdigt.
Lidt om mig
Jeg er 24 år og fra Odense. Her har jeg boet hele mit liv – bortset fra et enkelt år på Haarby Efterskole. Det var også her, jeg for første gang for alvor syntes, det var spændende at gå i skole.
Den nysgerrighed, jeg i dag møder verden med, startede netop dér. At jeg skulle være journalist, har aldrig ligget i kortene. Faktisk har jeg sjældent haft en klar idé om, hvad jeg ville – før jeg pludselig stod midt i det.
Jeg har altid elsket at rejse, og på en tur til Mexico mødte jeg tilfældigt den danske journalist Nagieb Khaja. En journalist, hverken jeg eller mine venner kendte, men som med sine historier og sin tilstedeværelse fangede os alle tre. I et kort øjeblik overvejede vi alle, om vi måske skulle være journalister. Da jeg kom hjem, var jeg ikke i tvivl: Jeg skulle søge ind på Journalistik.
Sport har altid fyldt meget i mit liv – både som aktiv og som fan. Det er noget af det eneste, der kan vække så stærke følelser i mig. Sporten er mit frirum – et sted, hvor jeg både kan koble af og være aktiv, fysisk og socialt. Og hvis den kan kombineres med en god rejse og en kamp med et af de helt store hold, så er jeg ekstra glad.
RESUME - CV
ERHVERVSERFARING
Tjener, Bones & Lagerarbejder, FTZ
Mødebooker, GF Forsikring
Medhjælper, SuperBrugsen Cafémedarbejder, Café Take Off Eventhjælper & Odense Congress Center
UDDANNELSE
Bachelor i Journalistik
STX, Nordfyns Gymnasium
Jeg valgte Nordfyns Gymnasium frem for byens alternativer – ikke fordi jeg ikke kunne, men fordi jeg trives bedst, hvor tingene er jordnære. Et valg, der passede mig helt perfekt.
10. klasse, Haarby Efterskole
Et år der for alvor tændte min lyst til at lære. Jeg udviklede mig socialt, fik venner fra hele landet og fandt for første gang glæde ved skolen.
Kroggårdsskolen
Skolen hvor jeg gik fra at være et stille og genert barn til en ung mand, der trives i andres selskab – og lærte vigtigheden af at kunne tale med alle typer mennesker.
journalistiske produktioner
Jeg har arbejdet med både skrift, lyd og video - og har især nydt video og lyd, da det ikke var noget jeg havde prøvet før, hvilket gjorde det endnu mere spændende. Herunder kan du tage et kig på nogle udvalgte produktioner.
TAK!
Jeg er engang blevet kidnappet under en taxatur i Nicaragua, hvor vi mistede alle de penge, vi lige havde hævet. Det endte med, at vi måtte overnatte i en kælder hos en narkoboss, der tilbød at smugle os over grænsen til Honduras. Men den historie – og mange andre vilde historier – må du høre en anden god gang.
